Jeg hedder Gitte Grand Bang, og jeg bor i Åbyhøj med min dejlige mand og tre børn. Jeg er opvokset på en gård i Midtjylland, og jeg har altid følt mig forbundet med naturen, også selvom jeg nu bor i byen.
Efter en stresssygemelding uddannede jeg mig til naturcoach og skiftede branche fra at have arbejdet i over 20 år med markedsføring og kommunikation til at arbejde med natur- og stresscoaching.
Jeg skiftede kontorlandskabet ud med naturlandskabet og stiftede Hel i naturen. Her tilbyder jeg naturcoaching, coachingforløb i naturen for stressede og andre, der ønsker at genvinde balancen i deres liv.
Jeg er glad for at sanke mad i naturen og lave mad på Trangia eller over bål, og jeg overnatter gerne i naturen. Desuden er jeg medlem i en kajakklub og ror så ofte, det er muligt.